
Sådan spartler du en væg inden maling trin for trin guide
Hvis du vil have et flot og ensartet resultat, når du maler en væg, er spartling et vigtigt forarbejde. Spartelmassen udjævner ujævnheder, samlinger og skruehuller, så overfladen bliver helt glat. Resultatet er en væg, hvor malingen fordeler sig jævnt og giver en pæn finish.
Fremgangsmåden afhænger i høj grad af underlaget, men processen følger typisk nogle faste trin. Her får du en enkel guide til, hvordan du spartler en væg korrekt inden maling.

Spartling af væg – kort fortalt
Vil du hurtigt i gang?
Her er de vigtigste ting at vide om spartling af vægge.
- Tid: 1–2 dage inkl. tørretid
- Sværhedsgrad: Medium (velegnet som gør-det-selv arbejde)
- Antal lag: Typisk 2–3 lag spartel
- Resultat: Glat væg klar til maling
Spartling af vægge kræver lidt tålmodighed, men med den rette teknik kan de fleste opnå et flot og professionelt resultat.
Det skal du bruge til spartling af væg
For at få det bedste resultat kan det være en fordel at have følgende værktøj klar:
Materialeliste
- Spartel (bred og smal)
- Spartelmasse til væg
- Sparteltape
- Rullespartling gerne en ergo spartel
- Slibeklods eller slibesvamp
- Sandpapir i grov og fin kornstørrelse
- Excentersliber og Excenterslibertilbehør som slibenet og slibepapir
- Girafsliber og girafslibertilbehør
- Malerrulle, malerrullesæt, rulleskaft og pensler
- Malertape og afdækningsmaterialer
Spartling af gips og fuldspartling af vægge
Når du skal gøre en væg klar til maling, vil arbejdet ofte starte med enten spartling af gipspladesamlingerne eller en fuldspartling af hele væggen. Begge dele handler om at skabe en jævn og ensartet overflade, hvor ujævnheder, samlinger og skruehuller ikke er synlige.
Uanset om du arbejder med samlinger eller fuldspartling, er det vigtigt at arbejde i tynde lag og slibe mellem hver påføring. Det giver det bedste resultat og sikrer, at væggen er klar til grunder og maling.
Sådan spartler du gipspladesamlinger
Når du arbejder med gipsplader, skal samlingerne spartles, så de bliver usynlige i den færdige væg. Gipsplader har ofte forsænkede kanter, som danner en rende til spartelmasse og sparteltape. Hvis pladerne har rette kanter, kan det være en fordel at affase kanterne lidt, så spartelmassen bedre kan ligge i samlingen. Det anbefales desuden, at der er cirka 2 mm mellem pladerne, så spartelmassen kan binde dem sammen.
-
- Fyld spartelmasse i samlingen mellem gipspladerne og i skruehullerne.
- Mens spartelmassen stadig er våd, trykker du sparteltapen fast i massen, og påfører et helt tyndt og skrabet lag spartel ovenpå.
- Når spartelmassen er tør, påfører du et nyt lag spartelmasse over samlingen.
- Når andet lag er tørt, slibes overfladen jævn.
- Påfør eventuelt et tredje lag spartelmasse for et helt plant resultat.
Det er vigtigt, at spartelmassen er CE-mærket til gipspladesamlinger (EN13963).
Sådan fuldspartler du vægge
Hvis du ønsker en helt glat væg uden struktur, kan du fuldspartle hele overfladen. Den mest effektive metode er at bruge rullespartel.
-
- Spartelmassen rulles på væggen med en malerrulle.
- Spartelmassen glittes ud med en bred spartel eller en ergospartel.
- Når spartelmassen er tør, slibes overfladen.
- Påfør endnu et lag spartelmasse og glit igen.
- Slib overfladen endnu en gang.
- Afslut med væggrunder og derefter maling eller opsætning af vægbeklædning
Hvis du kun skal spartle mindre områder, kan du bruge en almindelig håndspartel i stedet for rullespartel.

Spartling af forskellige overflader - sådan gør du
Når du skal spartle en væg inden maling, er det vigtigt at tage højde for, hvilken type overflade du arbejder med. Forskellige underlag kræver nemlig lidt forskellige fremgangsmåder for at sikre, at spartelmassen hæfter korrekt og giver et flot resultat.
Ved at tilpasse din spartling til underlaget får du et bedre slutresultat og en overflade, der er klar til videre behandling med grunder og maling.
Spartling på malet glasvæv eller glasfilt
På vægge med malet glasvæv eller glasfilt skal du først sikre dig, at vægbeklædningen sidder fast. Løstsiddende materiale skal fjernes, hvorefter væggen spartles med en spartelmasse, der er velegnet til tætte og ikke-sugende overflader. Derefter følger samme fremgangsmåde som ved fuldspartling.

Detaljer og afslutning på spartlingen
Når de større flader er spartlede, er det de små detaljer, der sikrer det flotte slutresultat. Særligt hjørner og overgange kræver lidt ekstra opmærksomhed, da de ellers hurtigt kan komme til at fremstå ujævne, når væggen bliver malet.
Inden du går i gang med at male, bør du afslutte med en væggrunder. Grunderen reducerer underlagets sugeevne og giver et mere ensartet resultat, når du maler. Når grunderen er tør, er væggen klar til den endelige maling.
Spartling af hjørner
Ved indvendige hjørner påføres spartelmasse på begge sider af hjørnet, hvorefter sparteltapen foldes og trykkes fast i den våde spartelmasse. Når spartelmassen er tør, kan der påføres endnu et lag.
Ved udvendige hjørner monteres typisk en hjørnebeskytter, hvorefter der spartles over hjørnet 2-3 gange for at opnå en jævn overgang.









